Tryllebundet

Hvordan skal jeg forklare det for mig selv og andre? At det er SÅ umuligt at slippe Grønland og livet dér.

Der findes en grønlandsk fortælling om en fanger, der døde af længsel efter udsigten fra sin boplads. Jeg forstår ham så godt.

Skal man forsøge at bruge en medicinsk forklaringsmodel?Grønlandsbaccillen, har jeg hørt nogen kalde det. Eller er vi ovre i en simpel afhængighed? Grønlandoman?

Vi kunne også forsøge os med noget reinkarnation. Jeg kunne have levet i menneskenes land i et tidligere liv?

Ordet "tryllebundet" giver bedre mening for mig. Eller det beslægtede "bjergtaget". Nogen, elvere eller noget, har ranet min sjæl. Bundet den under bjerget, så jeg aldrig kan slippe løs.

Følger mine rødders mytologiske skabninger mon med mig til fremmede verdensdele? Det tror jeg.

I mit univers findes der også en skabelsesmyte, som er helt min egen. Hvor mennesket skabes som en dukke af sten fra bækken, grene fra polarpilen og dværgbirken, bindes sammen af græs og polstres med lav og revling. Vinden og de store vidder puster liv i dukken og får den til at leve. Men mennesket således skabt er for evigt bundet til fjeldet og vidderne...

-0-

Jeg ved ikke, hvorfor det lige skulle være dét billede til dette indlæg, men det skulle det. Måske fordi der er noget troldsk over det. Fordi det viser tryllekraften, det dragende - i regn og tåge? Eller bare stenene i bækken, polarpil og dværgbirk, revling og lav.

Dagens grønlandske ord

Så er vi tilbage i Danmark.

Men...dagens grønlandske ord er:

ueqqivigaa: vender stadig tibage til det samme sted (hvor der er rart at være)

Dejligt besøg

Her til aften har vi haft besøg af Dorthe, forfatteren til min yndlingsblog.

Hun fylder hele stuen med sin tilstedeværelse, med historier og hygge, så hun er let at have på besøg.

Hun var helt fascineret af Regners domino-frembringelser, og tog en masse billeder af dem med sit kæmpe kamera.

Vi blev enige om at Regner og Laura snart må møde hinanden, for de er vist to alen af samme stykke.

Fantastisk, at man kan møde mennesker her i bloggenes verden og lære dem at kende, og tage afsked fuld af glad forventning til kommende komsammen'er i den kommende tid :-).

Bare lige et billede...

 

... fra lørdagens sejltur.

Yeah!

Her sker så meget, at jeg ikke når at blogge. Men jeg vil lige meddele jer at:

Wiiiiii....båden er i vandet!

Vinter for evigt?

Altså det bliver bare ved med at sne. Natten til i går faldt der 10 cm. Og vejrudsigten lover STADIG frost så langt øjet rækker.

Så vi skal vist ud på ski en tur i dag.

Godt det samme. Efter at Regner sov på friskolen med sin klasse natten til fredag, var han så træt, at han sov det meste af dagen og derefter vendte døgnet fuldstændig på hovedet...sammen med visse andre. Så vi har vist bare godt af at få noget motion og blive lidt trætte. Hverdagen truer jo igen fra i morgen.

Lys og mørke

Jeg valgte titlen her, fordi den mindede om en roman af Dostojevsky, eller evt. en filosofisk afhandling af Foucault.

Indlægget handler dog primært om to sorte plasticposer og 6 knappenåle.

Det er nemlig sådan, at der nu kun bliver lidt skumring lige omkring midnat. Og når lyset så også reflekteres af sneen døgnet rundt, bliver det altså til rigtig meget lys. Så meget lys, at begrebet "mørketerapi", som jeg ellers aldrig har hørt om, faktisk har sin berettigelse.

De første år levede jeg med lyset døgnet rundt. For vel er det fantastisk, at der bare altid er lyst. Hver gang jeg vågnede om natten (og det gjorde jeg ofte!) tænkte jeg med lige stor forundring: Neeej, det er stadig lyst!

Men jeg bliver alstå lige så speedet af det, som 20 new yorkiske yuppier, som hver har drukket 100 kopper kaffe og suppleret det med talløse striber kokain. Og det er helt ærligt lidt for meget af det gode.

Så her den anden dag greb jeg til handling. En sammenforldet flyttekasse foran vinduet var en forbedring, men der skal effektivere midler til, før man kan gøre det mørkt inde, når det er strålende solskin på den anden side af vinduet.

Løsningen, som næsten bringer totalt mørke og skøn vederkvægelse til min sjæl, var, at tage sorte plastposer og hæfte dem til vinduesrammen med knappenåle.

Kønt er det ikke. Men dejligt...

Et ikke-indlæg

Her skulle have stået et indlæg om, hvor højt solen står på himlen om aftenen. (For det gør den.) Og selvfølgelig også resten af dagen. Der skulle også have stået, at det jo i virkeligheden ikke er så underligt, eftersom der kun er 6 uger til Sct. Hans. (Det glemmer man bare, når bar jord stadig er et særsyn, hundeslæder et dagligt syn og der var snestorm i mandags.)

Indlægget skulle have været illustreret af et billede taget kl. 22, hvor man kunne se, hvor højt solen står over byen og havet, og hvor fuldstændig lyst, det stadig er på den tid af døgnet.

Men sådan ville mit kamera det ikke. Billedet ER taget kl. 22, og det VAR virkelig fuldstændig lyst. Der var ikke det mindste solnedgang, som billedet ellers påstår.

Men ud over den manglende korrespondence med de faktiske forhold, så blev det da et vældig pænt billede.

Snestorm i maj

Da jeg vågnede i morges, så der sådan her ud uden for vinduerne. Himmel og jord stod simpelthen i et.

Arj, tænkte jeg, havde det nu været i Danmark, så havde det været UTÆNKELIGT, at man kunne komme på arbejde. Men her er der ingen, der løfter et øjenbryn, tænkte jeg. Og oven i købet er jeg den - lige i denne sammenhæng - ulykkelige ejer af et fartøj, som er konstrueret kun til at køre i sne, og hvis største problem i disse dage er, at der snart ikke er mere af den. SUK.

Men, men, men...

Da vi kom over på skolen var det første, vi blev spurgt om, hvordan vi dog havde båret os ad med at komme dertil. (Og det gjorde de lidt ret i, for jeg kom til at køre ud over en drive i snefoget på Spejdersøen, så Regner drattede af scooteren. Heldigvis i lav fart, da vi ikke kunne se noget, og der skete ingen ting. Men det var da årets scooter-forskrækkelse.)

Og HELE dage gik folk og løftede øjenbryn over, hvad det er for noget rod med snestorm i maj og vejrudsigt med lovning på frost så langt øjet rækker.

Og det sjoveste: Chefen kom først klokken 10, fordi han var sneet inde!

Den filosofiske knold

Ja det er jo næsten ikke til at tro, men dette billede er faktisk taget lige over middag i dag, dagen der startede med snestorm, fra min filosofiske knold lige uden for Sprogcentret.

Når jeg glemmer at holde frokostpause, går jeg somme tider en tur, og så kan man sætte sig dér og kigge ud over byen og havnen og Teleøen og Ulkebugten og over på Præstefjeldet.

Meget smukkere bliver det ikke.

Hundevæddeløb

Det dér med hundevæddeløb er af en eller anden grund aldrig rigtig lykkedes for os. Selvom det holdes over flere weekender her i foråret, og selvom det nu er tredje år, vi er her, mens det sker, så kommer der altid noget i vejen, så vi ikke kommer afsted.

I år nåede vi ikke løbene den første weekend, og heller ikke starten på weekendens løb, det for par. Og jeg havde sådan set opgivet det for i år.

Men så lykkedes det lige at smutte hjemmefra en halv times tid lige som slæderne forventedes at komme i mål.

Således kan jeg fremvise dette ene billede af nr. 2 (tror jeg nok), der kom i mål.

Det var ikke specielt spektakulært. Det lignede sådan set alle de 1000 andre gange, hvor en hundeslæde kommer hjem fra fjeldet og ind over Spejdersøen.

Næste år må vi VIRKELIG prøve at få starten med! 13 hundespand, der starter på én gang må alligevel være lidt af et syn.

Men der stod en stor flok mennesker og ventede på hundene og hyggede sig med at snakke imens. Der var mange bekendte og god tid til at udveksle nyt og være sociale på den afslappede og lavmælte måde. Og det var sådan set det væsentlige i den begivenhed. Og måske det, jeg egentlig burde have taget billeder af.

P.S. Og hvor er damen i øvrigt, spørger jeg bare. Jeg kan altså kun se én på den slæde.

Heldigvis...

Det er ret utroligt.

Inde i byen så der sådan her ud i lørdags.

Men lige så snart vi var forbi heliporten ved det, der vel kan kaldes bygrænsen (kun hunde på den anden side), ser der sådan her ud:

Og ude ved skiliften så der sådan her ud:

Skøøønt at tænke på, at der er adskillige uger tilbage med sne og sjov.

Familiebakken

Vi havde vores debut på familiebakken ude ved skiliften i lørdags. Det er dér, de mindre børn kælker og øver sig i slalom og snowboard.

Den aflange prik nede i bunden er en container. Den lille prik tættest på bakken (2 pixel) er en snescooter. Så det er lidt af en bakke.

Desværre er der ingen lift, så man må have en snescooter til at trække sig op eller gå selv. Det tager i hvert fald et kvarter at gå op, men så får man også noget af en tur ned + motion.

Ajorpoq

Citronteen i kaffeautomaten ude i lufthavnen har været "Ajorpoq" i al den tid, vi har været her.

Men nu er det da gået helt galt...

Regners smil

...kan lyse min hverdag op. (2 MB)